Spar omkostninger – få større pensionsopsparing
Skifter du job flere gange i løbet af dit arbejdsliv, kan det betyde, at du har pension i flere selskaber. Samler du din pension et sted, sparer du udgifter til administration og får et bedre overblik over din pension.
Vil du flytte din pension fra et andet selskab til Industriens Pension, kan du gøre det via Min side på industrienspension.dk. Det kræver kun fire klik, så har du sat overførslen i gang. Du logger på med NemID eller digital signatur.
Du kan også:
- Kontakte os på 70 33 70 70 eller sende en mail til kundeservice@industrienspension.dk. Vi vil meget gerne hjælpe dig.
- Hente blanket for overførsel og send den til os, hvis du vil samle din pension her.
- Logge på www.pensionsinfo.dk med din NemID og se alt om dine forskellige pensionsopsparinger.
Vi tager ikke gebyr for overførsler.
Vil du flytte en arbejdsmarkedspension til Industriens Pension, er det et krav, at både den gamle og den nye pensionsordning er obligatoriske. Det vil sige, at du i begge selskaber har både ret og pligt til at være medlem.
Har du en frivillig ratepension, som du også gerne vil flytte til Industriens Pension, kan du flytte den til det, som vi kalder ’ekstrapension’.
Spar betaling for forsikringsdækninger flere steder - undgå dobbeltdækning
Udover at du kan spare på administration, undgår du også dobbeltforsikring – og betaling, hvis du samler din pension. I mange ordninger fortsætter forsikringerne, selvom indbetalingerne er stoppet – og så betaler du måske for en forsikring, som du også har gennem din nye ordning. På den måde er du dobbeltforsikret og betaler for forsikringerne to steder.
Kig efter afkast og omkostninger
Inden du flytter din pensionsopsparing, er det vigtigt, at du finder ud af, hvor det bedst kan betale sig at samle den. Tjek derfor, hvad du betaler i omkostninger, og hvad du får i rente. Industriens Pension er et af de billigste pensionsselskaber og er blandt de bedste til at investere pensionspengene.
