Hvis du bliver skilt

Bliver du skilt, kan det have betydning for din pensionsordning.

Skal pensionsopsparingen deles ved skilsmisse?

Pensionsopsparingen i Industriens Pension skal som hovedregel ikke deles ved skilsmisse. Der er dog undtagelser. Dem kan du læse mere om i pjece fra Forsikring og Pension om Skilsmisse og seperation.

Hvem får pengene ved din død?

Har du, før du blev skilt, bestemt, at din tidligere ægtefælle skulle have din pensionsopsparing udbetalt, hvis du dør, og vil du ændre det, så skal du sende os en begunstigelsesblanket.  Du skal være opmærksom på, at der er en blanket til dødsfaldssum og en blanket til alderssum og rateforsikring.

Hvis du ikke aktivt har bestemt, hvem der skal have pengene, ved at udfylde en såkaldt begunstigelsesblanket, er det ”nærmeste pårørende”, der får din pensionsopsparing. Og en tidligere ægtefælle, eller en ægtefælle, du er separeret fra, er ikke ”nærmeste pårørende”.

Hvis du har mødt en anden, som du ikke har giftet dig med (endnu), kan det være, du ønsker, at han/hun skal have udbetalt din forsikring ved dødsfald. Det gør du ved at sende os en begunstigelsesblanket. Hvis I har levet sammen mindst to år eller har eller venter barn sammen, behøver du ikke gøre noget, for så vil din samlever automatisk få udbetalingerne, hvis du dør.

Hvad sker der, når du er separeret?

I den periode, hvor du er separeret, vil din ægtefælle ikke få pengene, hvis du dør, med mindre du har udfyldt en begunstigelsesblanket.

Læs mere